Anes blog

Og endnu en reklame: på tirsdag den 2. maj holder jeg selv et oplæg i Teologisk Forening i Århus om Korstog og kristen hellig krig i middelalderen. Ved samme lejlighed er der også et oplæg om Islam og Jihad ved John Møller Larsen. Praktiske oplysninger her.

Et reklameindslag: På torsdag den 27. april har vi igen et arrangement i Skanderborg Slotskirkes krypt, denne gang om renæssanceægteparret Birgitte Gøje og Herluf Trolle. Det er Næstvedægteparret Dorothy Jones og Erik Fjordside fra Historia Dania, der kommer og fortæller om førstnævnte pars liv og levned. Derudover viser de rekonstruktioner af renæssancedragter, og synger et par salmer.

Birgitte Gøje og Herluf Trolle er nok mest kendt som stiftere af Herlufsholm, men Birgitte (som også staves Gøye eller Gjøe, og som levede fra 1511-1574) havde også tilknytning til Skanderborg. Hendes far var lensmand på slottet, da hun var barn, og hun selv blev i 2-4 års alderen opdraget i Ringkloster, som lå lige ovre på den anden side af søen. Da hun var 14 år gammel, fik hendes stedmoder hende forlovet med adelsmanden Jesper Daa, men Birgitte nægtede at acceptere det. Hun kæmpede imod det arrangerede ægteskab i 15 år, indtil hun ved kongens indgriben fik det erklæret ugyldigt. Et par år før var hun kommet til enkedronning Dorotheas hof som hofdame, og her havde hun mødt Herluf Trolle. De giftede sig i 1544, og levede sammen "Gudfryctige, erlige, kierlige oc venlige vdi alle maade" i 21 år. Herluf Trolle var rigets øverste admiral og døde efter et søslag i 1565. Som enke vendte Birgitte tilbage til Ringkloster, hvor hun ofte havde boet med Herluf. Nu efter reformationen var det ikke længere et kloster, men et gods, som hendes far havde erhvervet som pantelen. Herfra har Birgitte kunnet følge byggeriet af Frederik II's nye østfløj på Skanderborg, som blev påbegyndt i 1561. Frederik II's planer for Skanderborg Slot blev imidlertid også årsagen til, at hun måtte flytte. I 1571 skrev kongen til Birgitte Gøje, at han selv skulle bruge indtægterne af Ringkloster, og derfor så sig nødsaget til at indløste pantet.
På torsdag kl. 19 vender Birgitte imidlertid tilbage til resterne af Skanderborg Slot i skikkelse af Dorothy Jones, som har rekonstrueret hendes dragt bl.a. ud fra ovenstående portræt.
Birgitte og Herluf har iøvrigt også efterladt sig et imposant gravmæle i Herlufholms kirke med legemstore marmorfigurer af dem selv.

Der har været lidt stille på bloggen i et stykke tid, og det skyldes bl.a., at jeg i sidste uge var med ude på en arkæologisk udgravning. Man bliver altså træt af al den friske luft, når man er vant til at sidde inden døre! Udgravningen var ved Kildebjerg i Ry, hvor der skal bygges et nyt, stort boligområde samt en golfbane. Det er et kæmpe område, og det meste af det skal undersøges af arkæologer først, for der er bebyggelse fra bronzealder og jernalder nedenunder. Heldigvis skal det hele ikke foregå med teske, sådan som man måske forestiller sig. Først skræller en gravemaskine mulden af, og så går man igang med spader, der hvor farveforskelle i jorden afslører, at der "har været noget". På denne min første udgravning blev jeg udstyret med spade, skovl og en graveske, og bedt om at grave mig tværs ned igennem anlæg nr. A9584. En såkaldt grube på ca. 1,5 m i diameter. Det gik sådan set fint, og jeg fandt en bunke potteskår, foruden kogesten og flint, som måske har været redskaber. Skårene var (fik jeg at vide) fra førromersk jernalder, og afslørede, at det hul jeg var på vej ned i, var blevet fyldt op engang ml. 500 fvt. og år nul... Efterhånden blev der dog mere og mere vådt i bunden af hullet, og da jeg var ca. en meter nede, kom der en forbi og sagde, at det nok var grundvand, og jeg hellere måtte stoppe... Resten af tiden gik med at finde stolpehuller.

Kildebjerg ligger iøvrigt smukt på en bakke øst for Ry. Se promotion materiale for byggeprojektet her. Lokalt har der været en del debat om projektet, se fx her. Se nogle stolpehuller og gruber her og her.

Foråret bliver åbenbart ved med at vente på sig, så jeg besluttede idag at gøre lidt ved det indendøre. Jeg skar grene af den japanske kvæde i haven og satte i vand, og forhåbentlig springer de hurtigere ud herinde. Og jeg plantede en stikling af en duftgeranie, som jeg fik for et par uger siden, og som har stået og slået rødder i et glas i køkkenvinduet. Duftgeranie er en klassisk, gammel stueplante, som jeg længe har ønsket at få et eksemplar af. Lige nu er den ca. 10 cm høj, men dens mor er en meterhøj busk - gad vide, hvor længe det tager for den at blive så stor? Allerede dufter den helt fantastisk af citron, når man rører ved den.

Der er noget fascinerende ved historiske planter, synes jeg. At de både er gamle og levende. Sidste år begyndte jeg i det små på en "middelalderlig" urtehave i køkkenhaven, med bl.a. kvan, hasselurt og storkenæb. Kvanen har været dyrket i Danmark helt tilbage i vikingetiden, og er en indfødt, nordisk plante. Den stak sine spirer op af jorden allerede for flere uger siden, og lader ikke til at lide under det kolde vejr. De middelalderlige klosterurter er derimod indført af munkene sydfra, og venter nok, til det bliver lidt varmere. Indtil da kan man læse om og se billeder af klosterhaverne i Øm, Asmild og Esrum.

Her i familen er den 9. april først og fremmest en mærkedag, fordi det er svoger Lars' fødselsdag. Til lykke, Lars! Aflæg ham et besøg her eller her.

Derudover var der jo også noget med en krig, og i den anledning har Frihedsmuseet i Skanderborg åbent i dag. Der er måske ikke så mange, der ved det, men vi har faktisk osse et Frihedsmuseum i Skanderborg. Det er indrettet i to bunkers i Dyrehaven, hvor Luftwaffe havde dansk hovedkvarter det sidste år af krigen. Der er rigtig meget at se på, bl.a. en sjælden Enigma-kodemaskine, som tyskerne efterlod her, selv om der var ordre om, at de skulle destrueres. Jeg var så heldig at få en specialrundvisning ved Jørgen Krudt for lidt tid siden og lærte en masse. Bl.a. også at der fandt en stikkerlikvidering sted lige over for, hvor jeg bor. Ved brevbombe, som manden åbnede lige her på hjørnet. Jeg er gået forbi det sted tusinder af gange, og kan faktisk se derned, mens jeg skriver dette. Tankevækkende.

I torsdags løb vores arrangement med renæssancemad af stablen, og både foredraget ved Bi Skaarup og smagsprøverne var en stor succes. Her ses bordet, som vi dækkede i Slotskirkens krypt med to flotte fasaner som skueretter. Både i middelalderen og renæssancen brugte man skueretter ved de store tafler - og ved Frederik II's og Christian IV's hoffer var der skueretter på kongens og hans sønners borde hver dag. En skueret var en ret kun til at skue, ikke til at spise. De kunne være lavet af voks og gips, og ved de helt store fester kunne de forestille hele jagtscener eller optrin fra den græske mytologi. En slags avanceret bordpynt, altså. Den megen pragt smittede også af på de egentlige spiseretter, som også kunne være flot pyntede og forgyldte, eller "forklædt" som de dyr eller fugle, de havde været før tilberedningen.

Vores skueretter efterligner vel nærmest den sidste kategori. Til venstre en guldfasan, hvor hovedet med halsen, vingerne og halen er stukket ind i et brød. Til højre er hoved, vinger og hale af en alm. fasan stukket ind i en postej. Det ses på malerier og i kogebøger fra 15-1600-tallet. Fasanen var iøvrigt en ny fugl i Danmark på den tid, indført til jagten, naturligvis. Førhen havde svaner været yndede til pragt-retter, men fasanens fjer er jo mere prangende - og så smager de efter sigende bedre. Læs mere om skueretter hos Renæssance 2006 og hos gamle Troels-Lund her og her.

Bordet er dækket med hvid dug og tintøj, som man brugte det i renæssancen. I en tid før vaskemaskine og elektrisk strygejern var en hvid, stivet dug tegn på velstand. Det samme var de foldede servietter, som faktisk også talte blandt skueretterne. De er foldet i mønsteret "kronen", som jeg fandt en anvisning på her. Dugen er rullet og strøget i kvadrat-mønster, som det ses på malerier fra perioden, fx her. Tallerkenerne er umage, men det var de også dengang, hvor selv kongen måtte ud at låne, når han holdt store fester. Glassene er pas-glas med clairet-vin fra Bordeaux. Der er ingen gafler. De blev indført på Christian IV's tid, og før da spiste man med kniven og fingrene.

Vores spiseretter var de før omtalte Postej af høns med kvæder og Mandelkage med muskat. De var dygtigt tilberedt af et par erfarne, lokale "kogekoner", og smagte fantastisk. Flere billeder fra arrangementet her.

Her følger - på opfordring men med lidt forsinkelse - lidt mere morgenkaffe-venlig historie. Frederik II havde som sagt ikke særlig travlt med at blive gift. I 1560 friede han dog til hele tre damer: hertuginde Christine af Lothringen, Maria Stuart af Skotland og Elisabeth I af England. Alle tre gav ham en kurv. Maria Stuart var ellers lige blevet enke efter den franske konge, men giftede sig først igen 5 år senere. Elisabeth, "jomfrudronningen", giftede sig derimod aldrig.

Der var flere efterfølgende forsøg på at finde et passende parti til Frederik, men først i 1571 fandt en ung pige nåde for hans øjne, da hans faster foreslog hans kusine Sophie af Mecklenburg. Frederik insisterede på at møde hende først, hvilket ellers ikke var almindeligt ved den tids arrangerede ægteskaber. Og i juli 1572 blev de gift i København under omfattende festligheder, der varede i 8 dage. Han var 37 og hun 14, men ægteskabet blev efter alt at dømme præget af stor hengivenhed. I sine dagbøger omtaler han hende konsekvent som "mint Soffye" (dvs. min Sophie - Frederik II stavede endnu mere gebrækkeligt end de fleste 1500-tals danskere). De fik 7 børn, deriblandt Christian IV (1577) og Anna (1574, født i Skanderborg, såmænd).

Sidstnævnte Anna er en meget interessant figur, som fylder forbavsende lidt i danske historiebøger. I 1589 blev hun gift med kong James VI af Skotland, som i 1603 også blev konge af England, da Elisabeth I døde. Og - hold nu fast: James var søn af Maria Stuart, som var blevet henrettet i 1587 på anklager om at konspirere mod Elisabeth I - som iøvrigt var hendes kusine. Så Frederik II og Maria Stuarts børn blev altså gift med hinanden - og Anna blev også den næste dronning af England efter Elisabeth. På den måde var der måske en slags oprejsning til den forsmåede bejler Frederik II - selv om det først skete efter hans død (han var død i 1588). 

I sidste uge var det så min tur til at gå ned med den hærgende influenza, men nu er jeg omsider tilstede både i den virkelige og den virtuelle verden igen. Og godt det samme, for på torsdag går det løs med et arrangement om Renæssancens mad, som jeg har været med til at stable på benene. Det foregår i Skanderborg Slotskirkes krypt, som er et ægte renæssancerum. Den var kælder under (det nu nedrevne) Skanderborg Slot, og blev brugt til mad- og vinkælder under Christian IV, så det er et meget passende sted for begivenheden. Der er foredrag ved Bi Skaarup fra Københavns Bymuseum, og vi dækker et renæssancebord og serverer smagsprøver på postej med høns og kvæder og mandeltærte. Torsdag den 6. april kl. 19 - og det er gratis. Man kan også høre Bi fortælle i denne podcast fra Renæssance 2006 og læse mere om renæssancemad her og her og her.

I dag fylder min nevø Andreas 4 år! Her ses han sammen med lillesøster for nøjagtig et år siden, på sin 3 års fødselsdag. De er naturligvis begge to blevet meget større siden da. Han blev behørigt fejret med lagkage og små boller med glasur i går, og fik (bl.a.) to fodboldmål og en fjernstyret politibil.