Anes blog

Via antik- og middelalderhistorikeren Paul Halsalls weblog er jeg blevet opmærksom på følgende bemærkelsesværdige nyhed i The Times og The Guardian: den 6. oktober var det ventet, at pave Benedikt 16. ville have afskaffet limbo. Paven har efter sigende aldrig været nogen tilhænger af læren om limbo og mener, at den blot er en hypotese. Men han undlod alligevel at afskaffe den ved denne lejlighed, hvilket betyder, at det tidligst kan ske næste år.

Limbo er et hverken-eller-sted. Siden middelalderen har den katolske kirke ment, at dette var stedet for de sjæle, som ikke kan komme i himlen, fordi de ikke er døbt, men trods alt heller ikke har fortjent at komme i helvede. Først og fremmest er det alle de udøbte børn, der må henslæbe evigheden her - uden at blive pint, men i evig længsel uden håb. Også de retfærdige, der levede før kristendommen, tænkes at opholde sig her. Dante skildrede limbo befolket af antikke digtere og filosoffer som Homer, Horats, Ovid, Sokrates, Platon, Anaxagoras og mange flere.

Men hvor er alle disse sjæle så nu? Indtil Benedikt kommer med en udtalelse, er limbo i limbo.

De gule frugter her er min foreløbige høst af kvæder. Jeg har ladet mig fortælle, at der findes både æble-kvæder og pære-kvæder, men gad vide, hvordan man ser forskel?

Kvæder har også været brugt i folkemedicinen af kloge koner mod bl.a. maveproblemer. Ihvertfald skriver føromtalte Simon Paulli, at man skal være varsom med at lytte til "hine ofuermodige Quinders" råd, for kvæder kan også skade, hvis de gives i utide. Advarslen er hermed givet videre.

Det lille træ nederst i haven har igen fået sine sære frugter, og i år kan jeg se, at det da må være kvæder.

Et pudsigt sammentræf, for siden november sidste år er jeg stødt på kvæder i historiske opskrifter den ene gang efter den anden og har tænkt på, at det kunne være sjovt at prøve, hvis man kunne skaffe nogen. Og her er de, right under my nose.

Kvæden har været dyrket her i Skanderborg ihvertfald siden 1569, for da skrev Frederik 2. til Jakob Urtegårdsmand ved Skanderborg Slot, at han skulle plante en have ved slottet med 20 kvædetræer, foruden morbær, figen, blommer, moreller, kirsebær, pærer, valnød, mandel og forskellige æbletræer.

Simon Paulli skriver i sin Urtebog fra 1648, at "Quæd-æble-træer" vokser i fornemme haver udi købstæderne eller landsbyerne. Om deres medicinske egenskaber siger han, at de kølner og stopper, og kan bruges mod blodsot eller bugløb. Han råder til at lave en slim af kvædens kerner, som kan bruges mod såvel brandskader i øjnene som solbrændthed.

Så det er bare at komme ud og høste, inden de alle rådner på grenene. Man kunne for eksempel lave en postej af høns og kvæder som i renæssancen (Bi Skaarup: Renæssancemad) - eller mere moderne andelår med kvæder i römertopf (Kille Enna: Bazar).

Tilføjet: der er selvfølgelig også opskrifter med kvæder hos Camilla Plum.

Hm, jeg må nok erkende, at mit nuværende job som universitetslærer ikke giver helt så mange anledninger (og ledige stunder) til blogindlæg, som da jeg var på museum. Men forleden havde jeg lejlighed til meget kort at nævne en af mine egne store middelalderhelte: Peter Abelard. Banebrydende filosof og teolog, men nok mest kendt for sin kærlighed til Heloise. Jeg er ikke den eneste fan - se bare dette meget imponerende site med tidsliste, kilder, billeder og meget andet. Der er en kortere udgave af hans historie her.

Peter Abelard (eller Pierre Abaelard om man vil) skrev flere filosofiske og teologiske værker, bl.a. Kend dig selv og Dialog mellem en filosof, en jøde og en kristen. Han skrev også en selvbiografi med titlen Mine trængslers historie, og titlen er såmænd ganske dækkende, Abelard var tilsyneladende en af den slags personer, som hele tiden kom i problemer p.g.a. sin egen dygtighed og selvbevidsthed. Som studerende i teologi mente han efter få dage, at han var klogere end sine lærere og erklærede, at han ikke behøvede at forberede sig, for han havde for vane at gøre fremskridt ikke ved flid, men ved geni. Cute.

Der er sågar lavet en film om den ulykkelige kærlighedshistorie med Heloise, Stealing Heaven. Jeg har desværre aldrig set den, men ud fra stills ser den lidt corny ud.