I dag fylder bloggen her 1 år. Det er blevet til 77 indlæg om dette og hint samt en mængde gode kommentarer - tak for dem! Samtidig fylder jeg så selv et år mere og det er jo en anderledes alvorlig sag... ja, ikke fordi det i sig selv er så slemt at blive et år ældre (det modsatte ville dog være værre), men sådan en mærkedag giver en lidt for påtrængende anledning til at tænke over alt det, jeg stadig ikke har opnået i mit liv.
Den nærmeste familie var her forleden til fejring og det var dejligt at have dem her. Næste år bliver det måske lidt sværere, når vi bor længere væk. I anledning af dagen er jeg bl.a. blevet begavet med en sød Empire flødekande (jeg samler), en flot pie-form (til at bage lækre pier i), de to sidste Narnia-bøger (jeg elskede dem som barn og begyndte at genlæse dem efter jeg så filmen sidste år), lidt starthjælp til min nye krukke-have, samt to flotte tegninger fra min nevø og niece. Nevøen har tegnet det sejeste, han ved: en monstertruck med ildøjne!
