1066 - den animerede version
26. jun 2007 21:14, anebystedFlot animeret version af Bayeuxtapetet:
Flot animeret version af Bayeuxtapetet:
I dag er det Knud Lavards helgendag. Den 25. juni 1170 blev hans knogler taget op af deres grav i Sct. Bendts kirke i Ringsted og lagt i et helgenskrin på kirkens højalter ved en højtidelig handling, bivånet af Absalon, ærkebiskop Eskil, Knuds søn Valdemar d. Store og hans barnebarn, der også hed Knud (senere Knud d. 6.). Begivenheden er gået over i historien som Kirkefesten i Ringsted.
Hermed havde Danmark fået sin anden officielle helgen af navnet Knud. Den første var kong Knud d. Hellige, ham som blev slået ihjel i Odense St. Albani kirke.
Knud Lavard kom også voldeligt af dage. Han blev slået ihjel i skoven ved Haraldsted af sin fætter Magnus, der frygtede ham som rival til kongemagten. Herom mere i et senere indlæg. Indtil da kan man læse om den nedrige udåd hos Saxo (13. bog) og på www.knudlavard.dk.
Hvilke 7 seværdigheder er Danmarks bedste? Kristeligt Dagblad kører sommerkonkurrencen 7 at se, hvor man kan stemme blandt 25 nominerede seværdigheder. De spænder vidt - fra Kronborg til motorvejsudfletningen i Klovtofte. I øjeblikket er der dødt løb mellem Fregatten Jylland og Storebæltsbroen. (Et ulige match, skulle man ellers tro.)
Blandt de nominerede er også Sct. Bendts kirke i Ringsted, og den får i hvertfald en af mine stemmer. Ikke bare af lokalpatriotiske årsager (eller fordi min chef giver kage, hvis den vinder) - men den er en af vore smukkeste middelalderkirker, bygget af Valdemar d. Store som gravkirke for hans slægt. Den er Danmarks første teglstensbygning, men er alligevel, som Hans Edvard Nørregård-Nielsen skriver i Magt og dragt, "opført med en knusende sikkerhed fra bunden". Her, udi Ringsted, hvilede dronning Dagmar side om side med Valdemar d. Store, Valdemar Sejr, dronning Bengerd og Knud Lavard.
Storebæltsbroen er da flot, men skal den virkelig vinde løbet? Man kan stemme frem til 25. juni - her - og vinde et hotelophold.