Anes blog

Et par smagsprøver på Cadfael. Først slutningen af første episode, One Corpse Too Many. Det unge par stikker af - til Wales:

Første episode fungerer ikke helt godt, manuskriptet er ujævnt og figurerne har ikke rigtig fundet formen endnu. Det går straks bedre i episode 2: The Sanctuary Sparrow. Her den dramatiske åbning:

I vinterens løb har jeg fornøjet mig med at se TV-serien om munken Cadfael på DVD. Serien bygger på romanerne af Ellis Peters og hører til de mere vellykkede i genren "munkekrimier". Jeg har kun læst en enkelt af bøgerne, som jeg syntes var udmærket, men TV-formatet og sir Derek Jacobi giver lige lidt ekstra til historierne om benediktineren Cadfael og hans forsøg på at opklare mordgåder i og uden for klosteret i Shrewsbury.

Her ses munkene i en fredelig scene:

Historierne foregår i årene 1137-1142 i en urolig periode, midt under den engelske borgerkrig mellem kong Stephen og kejserinde Maud. Vor helt er waliseren Cadfael, som forinden han gik i kloster, levede som kriger og sømand og deltog i det Første Korstog. Nu er han klosterets herbalist og kurerer sygdomme med urter og sund fornuft - foruden altså at opklare et større antal mord. Her kommer hans erfaringer fra livet "i verden", uden for klostermurene, ham ofte til hjælp.

Kulisser og kostumer rammer - så vidt jeg kan bedømme det - tidsbilledet meget godt, men historierne er selvfølgelig ren fiktion. Af en middelalderlig munk får Cadfael utrolig meget frihed til at rende rundt i by og på land og drive sine undersøgelser, selv om han naturligvis passer sine 8 daglige tidebønner. Flere af plottene er også håbløst romantiske og ender med, at det unge par rider væk mod friheden i Wales. Men det er jo sådan, vi kan li det!

Her nogle stils fra episoden The Rose Rent: 

 Den unge, smukke og rige enke efterstræbes af mange.

Værst ramt er den unge munk, som kort efter findes død.

En af bejlerne er ubehageligt insisterende, men er han også morder?

Cadfael lytter opmærksomt til enkens bekymringer, men mener ikke, at det er den rigtige løsning for hende at gå i kloster. Han finder selvfølgelig morderen, og enken finder sammen med smeden.

Meget mere om Cadfael hos Wikipedia her. Og her er nogle fans.

Lige ved landevejen mellem Ringsted og Sorø og få kilometer fra Bjernede og Fjenneslev kirker ligger Slaglille kirke. Alle tre kirker er bygget i 1100-tallet af medlemmer af Hvide-slægten. Hvor de to førstnævnte hører til de allermest kendte middelalderkirker i landet, så er Slaglille noget mere upåagtet - men den rummer også fine ting.

Jeg besøgte den selv for nylig ved lidt af en tilfældighed. Vi havde besøg af min gamle gymnasieveninde og hendes kæreste, og de er heldigvis til at lokke til at tage ud og se på middelalder. Vi tog til Bjernede for at se rundkirken, og her faldt vi i snak med ringeren, som opfordrede os til at følge med til Slaglille, hvor han skulle ringe dagen forbi (vi ringer ikke solen ned, som han forklarede, vi ringer arbejdsdagen forbi) - kirken er ellers kun åben om sommeren.

Inde i kirken er der romanske kalkmalerier fra 1100-tallet - de fleste bevarede kalkmalerier er ellers senere. Desværre blev de temmeligt hårdhændet restaureret i 1894, men på triumfvæggen ses til venstre denne skikkelse:

Det meste af hovedet og højre arm er forsvundet, da der senere blev bygget gotiske hvælvinger - så hvem er det? På højre side står en mand og rækker en kirkemodel op mod himlen; det må være kirkens stifter, herremanden Trud Litle. En brochure i kirken oplyser, at skikkelsen til venstre er en kvinde. Men nej, selv om maleriet er svagt, er det tydeligvis ikke nogen kvinde. I 1100-tallet gik fornemme kvinder i hellange kjoler (som det ses på det beslægtede maleri i Fjenneslev).

En lang, folderig kjortel med en kortere overkjortel over og kappe som her er en højfornem mandsdragt. Poul Nørlund skrev allerede i 1935: "Vi maa for at forklare denne Mand helt op i Samfundets øverste Top," og tolkede figuren som Valdemar den Store. Kong Valdemar var som bekendt forbrødret med Hvideslægten, og han ejede meget gods i sognet. Det giver grundlag for en tese om, at kongen var medstifter af kirken, og at det er grunden til, at han er malet her, over for Trud Litle (som i øvrigt er i en knap så fornem og knækort kjortel).

Malerierne er vanskelige at datere præcist, men er formentlig fra sidste del af 1100-tallet. Valdemar den Store døde i 1182, så måske er der tale om et ca. samtidigt "portræt" af kongen?

(Jf. Poul Nørlund: Stormandstyper fra Valdemarstiden, Fra Nationalmuseets Arbejdsmark 1935) 

Næste borg i serien er Spøttrup, som ligger nogle kilometer syd for Østergaard i Salling. Lige som denne er Spøttrup også bygget i begyndelsen af 1500-tallet. Bygherren var den katolske Viborg-bisp, som søgte at sikre sit gods i den urolige tid omkring Grevens Fejde og Reformationen. Dengang var borgen et af landets mest moderne forsvarsanlæg med ni meter høje volde og dobbelte voldgrave til at holde kanoner på afstand.

Måske den mest kendte historie om Spøttrup er, at borgen skulle være blevet belejret af Skipper Clement og afbrændt i 1534 - men det er vist desværre en skrøne. Spøttrup Borgmuseum afliver historien her .

I begyndelsen af 1900-tallet var borgen i stærkt forfald, og den blev overtaget af Staten og restaureret i årene 1937-41. Bygningerne blev ført mere eller mindre tilbage til den middelalderlige skikkelse. Således lod man trappetårnene i borggården blive, hvor de er. Disse er tilføjet i renæssancen; oprindelig kom man til de øverste etager via en udvendig svalegang i borggården.

Restaureringen omfattede også en genetablering af voldgravene, som det tog ca. 50 mand omtrent to år at grave ud som beskæftigelsesprojekt i 1930'ernes krise. Der er også anlagt en historisk kloster- og/eller renæssance-have med læge- og krydderurter. I 1994 blev Spøttrup sø genskabt, og netop nu diskuteres nye planer for haverne og voldanlægget.

Nu står Spøttrup igen og knejser barsk og utilnærmelig over vandspejlet med sine karakteristiske ni "hemmeligheder". Som Slots- og Ejendomsstyrelsen skriver, så er borgen i dag det bedste danske vidnesbyrd om et middelalderligt fæstningsværk. Borgmuseet og Spøttrups Venner sørger for liv på borgen.

Børn i Ringsted og omegn skal heller ikke snydes for en middelalder-oplevelse i vinterferien. I uge 7 kan man på Historiens Hus - Ringsted Museum høre om, hvordan det var at leve i middelalderen, og man kan prøve tøj og våben fra dengang og selv lave middelaldermad. Flere oplysninger her .

Samtidig er museet åbnet for sæsonen med en ny særudstilling om øl. Den hedder "Drik byens øl", hvilket var slogan for Ringsteds gamle, lokale bryggeri, Alliance. Udstillingen fortæller historier om øl, fra dengang de fleste købstæder havde deres eget bryggeri, til tiden med opkøb og monopolisering og frem til nutidens kæmpe boom for mikrobryggerier, hvor også Ringsted igen har fået sit eget bryggeri. Mere her .

Ih, bare man var barn og var i København i næste uge - så kunne man komme på vinterferie med Absalon i ruinerne af hans borg under Christiansborg slot. Måske voksne kan luske sig med alligevel, hvis de kommer forbi, men alle kan tage med på en virtuel rundtur i borgens dyb her, og blive vist rundt af både Absalon og Leonora Christina. Blandt meget andet afsløres det, hvad Absalons hemmelighed i virkeligheden var...