Smartlog v. II » Anes blog » dagen
Opret egen blog | Næste blog »

God jul

25. dec 2006 16:29, anebysted

Bloggen ønsker god jul med dette billede af min nye julenisse-sofapude.

Den er syet af et gammelt korsstingsophæng, jeg fandt hos Røde Kors genbrug og nye julestoffer.

Om Dannebrog jeg ved

15. jun 2006 18:41, anebysted

- den faldt fra himlen ned. Og det var den 15. juni, Valdemarsdag. Ifølge legenderne skete det ved slaget i 1219 ved Lyndanisse i Estland, hvor Valdemar Sejr og ærkebiskop Anders Sunesen var draget i korstog for at omvende og undertvinge de hedenske estere. Kong Valdemar ses sidende i rustning til højre i billedet, og Anders Sunesen ses i baggrunden til venstre, opadvendt i bøn til himlen, mens hans arme understøttes af to bisper. C.A. Lorentzen har her kombineret flere af de legender, der knytter sig til dette slag. Den ene siger, at når ærkebiskoppen hævede sine arme i bøn for de danske styrker, gik det dem godt, og hver gang, han måtte sænke dem af træthed, gik det tilbage. Derfor hjalp to andre biskopper ham med at holde armene oppe, og danskerne sejrede. En anden legende siger, at da danskerne bad om sejr, åbnede himlen sig og et rødt banner med et hvidt kors dalede ned, og en røst i luften sagde, at når de holdt dette flag højt, ville de sejre.

Om det virkelig faldt fra himlen er en sag. Om det skete i 1219 er en anden. Min gode kollega John Lind har gransket i legenderne og fundet, at i de ældste udgaver er sagnet om flaget, der faldt fra himlen, knyttet til et andet dansk togt i Estland i 1208. Læs fx om det i Skalk nr. 6 fra 2001. Eller i denne bog.

På det seneste lader der til at være opstået nye "myter" om sagen. Jeg har nu to gange uafhængigt af hinanden læst, at det danske korstog i 1219 gik mod venderne. Men det var altså mod esterne (som i Estland). Venderne boede længere mod syd, og var allerede blevet kristnet af danskerne på det tidspunkt - faktisk deltog de i slaget på dansk side under fyrst Vitslav, og ifølge en vigtig kilde var det dem, der redede dagen for korsfarerne. Igen er der mere i denne bog...

Valdemarsslaget i 1219 vil i øvrigt blive genopført i København 1.-4. juli!

I dag den 9. april

9. apr 2006 19:43, anebysted

Her i familen er den 9. april først og fremmest en mærkedag, fordi det er svoger Lars' fødselsdag. Til lykke, Lars! Aflæg ham et besøg her eller her.

Derudover var der jo også noget med en krig, og i den anledning har Frihedsmuseet i Skanderborg åbent i dag. Der er måske ikke så mange, der ved det, men vi har faktisk osse et Frihedsmuseum i Skanderborg. Det er indrettet i to bunkers i Dyrehaven, hvor Luftwaffe havde dansk hovedkvarter det sidste år af krigen. Der er rigtig meget at se på, bl.a. en sjælden Enigma-kodemaskine, som tyskerne efterlod her, selv om der var ordre om, at de skulle destrueres. Jeg var så heldig at få en specialrundvisning ved Jørgen Krudt for lidt tid siden og lærte en masse. Bl.a. også at der fandt en stikkerlikvidering sted lige over for, hvor jeg bor. Ved brevbombe, som manden åbnede lige her på hjørnet. Jeg er gået forbi det sted tusinder af gange, og kan faktisk se derned, mens jeg skriver dette. Tankevækkende.

Hip hip hurra

19. feb 2006 14:08, anebysted

I dag er det Janus' fødselsdag, og det markerer vi med dette billede: Janus fester, fra en middelalderlig kalender. Se resten af månederne her.

Samtidig er det på dato 2 år siden jeg afleverede min afhandling. I sandhed en mærkedag.

Og nu kom Kjørmes Knud

2. feb 2006 11:08, anebysted

I dag er det Kyndelmisse, og dermed er halvdelen af vinteren gået. Kjørmes betyder Kyndelmisse, som betyder Lysmesse. I rigtig gamle dage, da Danmark var katolsk, blev der holdt lysprocessioner på denne dag. Der knytter sig også mange vejrvarsler til Kyndelmissedag. Således dette: hvis det blæser, så 18 kællinger ikke kan holde den 19., forsvinder kulden snart. I dag var det tøvejr, hvilket lover for, at høsten bliver god. Læs mere om Kyndelmisse og traditioner på historie-online.

På Fyn skulle det efter sigende være en gammel tradition at spise pandekager denne dag. Ikke dårligt. Måske man skulle indlede sin egen lille traditionelle pandekage-lysfest...