Anes blog

I dag sner det over Sct. Bendts kirke her i Ringsted ligesom i Valdemar Rørdams lange digt "Berengarias Fletning" fra 1915, som begynder således:

Et snefog hvirvler over kirkegården.
Igår viol. Nu stormer det; det sner.
Underligt lysfyldt. Vild og mild er våren.
Snesvøbt blandt grave danser hun og ler,
den lette sol-mø. Og i trodsigt lune
ridser og sletter hun sit væsens rune.

Men roligt rejser midt i hvirvelvejret
kirken sit korshvalvs høje helgenskrin;
de skarpe sider under sol-sneskæret
funkler så rødt som skårne i rubin.
Jeg vader dristigt mod portalens driver:
"Luk op, Sankt Bent! Jeg søger det der bliver."

I digtet beskriver Rørdam, hvordan han går gennem kirken, hvor "Saga sit stenbryst over konger hvælver" og hvor fordums storhed manes frem. Til sidst ender han ved montren med dronning Berengarias fletning, som blev taget op af hendes grav i 1855.

Her bryder digteren ud i gråd:

I dette glasskrin, adskilt kun ved glaret
her fra min hånd, ligger en kvindes hår,
en fyldig fletning, underfuldt bevaret
hos død og mulm i syvsindhundred år,
blot sælsomt sprøg og som et tolvværk bleget –
Med denne fletning har kong Volmer leget.

Tit har han løsnet disse tunge knuder
snoning for snoning ved alkovens væg
og tynget lykkelig de hvide puder,
idet han sænkede sit gyldne skæg,
sin røde mund dybt ned i lokke-mulmet,
for sødt at finde hvad derunder svulmed.

Det er den skønne Berengarias fletning,
den onde dronning Beengjærds ravnelok,
lig hampen bleget af den lange tvætning
i dødens flod – dog endnu mægtig nok.
Den fletning har jeg her i mine hænder
og græder ved det, græder, så det brænder.

Berengaria eller Bengerd var Valdemar Sejrs anden dronning og portugisisk prinsesse. Hun har fået et skrækkeligt eftermæle, uden at det er til at sige om hun har fortjent det. Folkevisen kalder hende "så besk en blomme". Hendes sønner Erik, Abel og Christoffer splittede riget i deres indbyrdes kamp, men det var hun næppe ansvarlig for.

Valdemar Rørdams eftermæle blev heller ikke det bedste, efter han valgte den forkerte side under besættelsen. Der findes ikke ret meget af eller om ham på Nettet, men hele digtet om Berengarias fletning er lagt ud af Nomos, sammen med en lang række tekster, der "skal afspejle dansk identitet, fædrelandskærlighed, kulturhævdelse, nationalt sindelag og selvværd gennem tiderne."

Lige en tør, faghistorisk bemærkning i forlængelse af forrige post om computerspillet Saxos rejse: som det ses af billedet, har vi valgt at give Saxo og Sven Aggesen munkekutter og tonsur. Saxo fik cisterciensernes hvide og sorte dragt, mens Sven fik benediktinernes sorte. På den måde er de nemme at kende fra hinanden - men samtidig har vi måske også været med til at cementere en myte. Der er ingen beviser for, at Saxo skulle have været cisterciensermunk, selv om der er opstået en nyere tradition om, at han skulle have været munk i cistercienserklosteret i Sorø. En tradition som især er levende i Sorø, hvor man praler af at have en "Saxos celle". 

I virkeligheden ved vi stort set ingenting om Saxos liv - men alt i alt er det mere sandsynligt, at han var kannik i Lund eller måske i Roskilde, end at han var munk i Sorø.

Men han skulle jo have noget tøj på i spillet! Det samme skulle Sven Aggesen, og han fik så sort munkekutte - selv om der ikke er nogen kilder overhovedet, der angiver, at han skulle have været benediktinermunk...

Midt i efterårets travlhed glemte jeg helt at annoncere, at computerspillet Saxos rejse havde premiere i november. I spillet rejser man rundt i Danmark anno ca. 1180 i rollen som Saxo (ses her til højre) på mission for biskop Absalon (i midten) og i konkurrence med krønikeskriveren Sven Aggesen (til venstre). Missionen går ud på at samle oplysninger om, hvad der skete ved Blodgildet i Roskilde og i slaget på Grathe Hede mellem de stridende konger Svend, Knud og Valdemar.

Spillet er ganske gratis og spilles online på www.saxosrejse.dk. Det henvender sig til elever i 4.-6. klasse, men alle historieinteresserede kan spille med.

Spillet er udviklet i et samarbejde mellem (bl.a.) Historiens Hus - Ringsted Museum og Arkiv og de to idemagere og cand.com.'ere Randi Hærup Poser og Julie Siv Jacobsen. Jeg var selv involveret som middelalderhistorisk "konsulent", mens jeg var ansat på Historiens Hus. Min indsats bestod mest i at komme med kedelige bemærkninger som "den kjortel skal være længere" og "det går ikke med tagsten på det hus", men det var en fornøjelse at følge Siv og Randis sprudlende gode ideer undervejs.

TV2 Øst har lavet to indslag om spillet. I det første præsenteres ideen og i det andet afprøves det på en lokal 5. klasse.
Læs mere om spillet på historie-online.

Forleden havde jeg en byrundtur i Nykøbing Falster med tema om Nykøbing Slot - som ikke er der mere. Ganske som Skanderborg Slot blev det solgt som byggematerialer i 1767 og nedrevet i løbet af få år. På mange måder er historien om Nykøbing Slot en parallel og fortsættelse af den historie, jeg dykkede ned i Skanderborg. Begge steder fandtes der et middelalderslot, som blev moderniseret og ombygget til renæssanceslot af Frederik II og Sofie i henholdsvis 1570'erne og 1590'erne. Frederik II havde, som tidligere skrevet, ikke så travlt med at blive gift. Men i 1571 blev han præsenteret for Sofie af Mecklenborg - på Nykøbing Slot - og året efter giftede de sig. Sofie var da ganske ung, 14 år, og blev også enke i en ung alder, da Frederik døde i 1588. Da var det allerede bestemt, at Nykøbing Slot skulle moderniseres og være enkesæde for Sofie, og her boede hun fra 1594 til sin død i 1631.

Der findes fine arkitekttegninger og beskrivelser af inventaret for slottene i både Skanderborg og Nykøbing, men begge steder er altså for længst borte. I Skanderborg står Slotskirken tilbage, i Nykøbing er der blot murrester af et middelalderligt tårn, kaldet Fars Hat.

Historie handler i sagens natur om det, der ikke er her mere, og museerne er her for at tage sig af fortidens levn. Men jeg kan alligevel ikke lade være med at tænke på, om der er en mening med, at mit museumsarbejde indtil nu i den grad har handlet om "tabte" bygninger: Skanderborg Slot, Ringsted Kloster og Nykøbing Slot...

Nu er det ikke fordi, det er meningen, at denne blog skal udvikle sig til at handle om, hvor meget jeg er i medierne - men i onsdags bragte Kristeligt Dagblad historien om Knud Lavards kappe under overskriften Kort nyt om historie. KDs journalist har åbenbart historien fra Dagbladet, men har givet den en ny vinkling. Det er jo det, journalister gør, men jeg er lidt ked af vinklen. Der er ikke noget grundlag for at gøre sig lystig over Nationalmuseet i denne forbindelse. Knud Lavard-relikvierne var ukendte i den forstand, at der (så vidt jeg ved) ikke er nogen, der har gjort opmærksom på dem før. Men de er skam pænt katalogiserede med inventarnummer osv. - ellers havde jeg aldrig fundet dem!

 Jeg har tilføjet en side Om denne blog og et nyt tag: Lavard.

Jeg er på forsiden af Dagbladet Ringsted i dag - tophistorien er "Knud Lavards tøj er dukket op". Se her.

Tilføjet: Historie-online bringer historien her. Stort.

Storebæltsbroen er lige fyldt 10 år, og i den forbindelse kan man jo tænke tilbage på, hvordan det var i "gamle dage" før broen, hvor man sejlede forbi Sprogø i adstadigt tempo. Nu drøner man forbi i bil eller tog, og må nærmest hænge ud af vinduet for at få mere end blot et glimt af øen og fyrtårnet. Man kan samtidig glæde sig over, at fyrtårnet og bakken fik lov at blive stående og ikke blev ofret til fordel for broer og tunnelanlæg, sådan som de oprindelige planer lød.

Det rød- og gulstribede fyrtårn på Sprogø er et kendt vartegn midt i landet, men det er måske de færreste, der ved, at der har ligget en middelalderborg nedenunder. I forbifarten kan man lige skimte lidt naturstensmur under fyrtårnet, og dette er faktisk resterne af kong Valdemar d. Stores borg fra o. 1170.

Her i foråret havde jeg mulighed for at kigge nærmere på muren og resterne af borgen, da jeg var til et seminar om borge, der blev holdt på Sprogø. Her er et billede af muren og fyrtårnet fra sydsiden, som man ikke kan se fra vejen:

Borgen på Sprogø var så vigtig på kong Valdemars tid, at bygningen af den blev nævnt blandt hans bedrifter på den blyplade, som han fik med i graven efter sin død i 1182. (Pladen har jeg tidligere skrevet om her.) Derudover er borgen kun kendt fra én anden middelalderlig kilde, nemlig krønikeskriveren Sven Aggesens samtidige beskrivelse af kong Valdemar og hans bedrifter, som nævner de samme tre ting om kongen, som blypladen: at han kristnede beboerne på Rügen, at han opførte et tårn på Sprogø og at han udbedrede Dannevirke med en teglstensmur.

Valdemars blyplade lå gemt i hans grav i Ringsted kirke indtil graven blev åbnet og undersøgt i 1855. Det var måske medvirkende til, at ingen var særligt opmærksomme på, at der var en gammel kongeborg at tage hensyn til, da fyrtårnet på Sprogø blev bygget i 1868. Fyrtårnet blev bygget nøjagtig samme sted, som borgen havde ligget, og derfor har det sidenhen været lidt svært for arkæologerne at komme ind til de middelalderlige mure. Men de har gjort, hvad de kan - og man kan læse lidt om Nationalmuseets arbejde på Sprogø her.

Som bekendt kan man ikke bare køre fra motorvejen og se nærmere på Sprogø på egen hånd, men der arrangeres ture fra turistbureauerne i Korsør og Nyborg. En fin udflugt her i sommeren!

Her udsigt fra tårnet mod øst:

- og mod vest:

Der er mange flere oplysninger om Sprogøs historie på denne entusiastiske side.

Den 14. maj holder Center for Middelalderstudier ved Syddansk Universitet i Odense Middelalderdag, også kaldet Dies medievalis: En enkelt dags orientering om middelalderforskningens stade i Danmark. Dagen "vil bestå af en række korte præstationer af forskningsområder eller -miljøer, som forhåbenligt kan virke til gensidig inspiration og være med til at udvikle forskningen yderligere." Program kan ses her.

Deltagelse uden frokost er gratis og åben for alle, men af hensyn til lokaler er tilmelding nødvendig hos Karen på kf.rasmussen@hist.sdu.dk

Centeret har fået ny hjemmeside - her - og har lagt sin hæderkronede "Blå serie" af Mindre Skrifter ud til download her.

I det sidste halve års tid har jeg på museet beskæftiget mig indgående med Sct. Bendts kirke i Ringsted og det kloster, som lå her. Sct. Bendts kirke blev opført som klosterkirke ved byens benediktinerkloster i perioden ca. 1162-1182. Den blev opført i tegl, hvilket var helt nyt i Nordeuropa på den tid.

Navnet Sct. Bendts er ret usædvanligt for danske kirker, og man skulle jo tro, at det kom af den hellige Benedictus, som havde skrevet den klosterregel, som benediktinermunkene levede efter. Men hvad de færreste ved er, at kirken ikke hed Sct. Bendts i den tid, hvor der var kloster her. I middelalderen hed den derimod Vor Frue og Sct. Knuds kirke, og hvornår Sct. Bendts slog igennem som kirkens navn, er et af de spørgsmål, som jeg håber at få belyst gennem kildestudier i de kommende måneder.

Sct. Knuds hed kirken efter sin vigtigste helgen, Knud Lavard, som lå begravet i kirken, og som efter sin helgenkåring blev flyttet til et forgyldt skrin på alteret ved den store Kirkefest i 1170. Den oprindelige grav er markeret i gulvet med denne plade:

Knud Lavards søn, Valdemar den Store, lod sig begrave for fødderne af sin hellige far, og med sig i graven fik han denne blyplade med indgraveret tekst på begge sider:

Teksten afslører bl.a. hvor prestigefuldt det var at bygge i teglsten på det tidspunkt, for den fortæller tre ting om kong Valdemar: at han kristnede de hedenske vendere, at han forstærkede Dannevirke med en mur af "bagte sten" samt at han byggede en borg på Sprogø. Resterne af borgen på Sprogø skal jeg i øvrigt over at se på i overmorgen, hvilket jeg glæder mig meget til.

En klar og blæsende dag i februar havde jeg en meget fornøjelig snak i Sct. Bendts kirke med journalist Jørn Bonde, som skriver historier fra vejkanten i OK Magasinet. Artiklen fortæller meget mere om kirkens plads i et stykke dramatisk Danmarkshistorie under Knud Lavard og Valdemarerne, og den kan hentes som PDF-fil her.

Alle billeder i denne post: OK/PRessekontakt

I vinterens løb har jeg fornøjet mig med at se TV-serien om munken Cadfael på DVD. Serien bygger på romanerne af Ellis Peters og hører til de mere vellykkede i genren "munkekrimier". Jeg har kun læst en enkelt af bøgerne, som jeg syntes var udmærket, men TV-formatet og sir Derek Jacobi giver lige lidt ekstra til historierne om benediktineren Cadfael og hans forsøg på at opklare mordgåder i og uden for klosteret i Shrewsbury.

Her ses munkene i en fredelig scene:

Historierne foregår i årene 1137-1142 i en urolig periode, midt under den engelske borgerkrig mellem kong Stephen og kejserinde Maud. Vor helt er waliseren Cadfael, som forinden han gik i kloster, levede som kriger og sømand og deltog i det Første Korstog. Nu er han klosterets herbalist og kurerer sygdomme med urter og sund fornuft - foruden altså at opklare et større antal mord. Her kommer hans erfaringer fra livet "i verden", uden for klostermurene, ham ofte til hjælp.

Kulisser og kostumer rammer - så vidt jeg kan bedømme det - tidsbilledet meget godt, men historierne er selvfølgelig ren fiktion. Af en middelalderlig munk får Cadfael utrolig meget frihed til at rende rundt i by og på land og drive sine undersøgelser, selv om han naturligvis passer sine 8 daglige tidebønner. Flere af plottene er også håbløst romantiske og ender med, at det unge par rider væk mod friheden i Wales. Men det er jo sådan, vi kan li det!

Her nogle stils fra episoden The Rose Rent: 

 Den unge, smukke og rige enke efterstræbes af mange.

Værst ramt er den unge munk, som kort efter findes død.

En af bejlerne er ubehageligt insisterende, men er han også morder?

Cadfael lytter opmærksomt til enkens bekymringer, men mener ikke, at det er den rigtige løsning for hende at gå i kloster. Han finder selvfølgelig morderen, og enken finder sammen med smeden.

Meget mere om Cadfael hos Wikipedia her. Og her er nogle fans.

Lige ved landevejen mellem Ringsted og Sorø og få kilometer fra Bjernede og Fjenneslev kirker ligger Slaglille kirke. Alle tre kirker er bygget i 1100-tallet af medlemmer af Hvide-slægten. Hvor de to førstnævnte hører til de allermest kendte middelalderkirker i landet, så er Slaglille noget mere upåagtet - men den rummer også fine ting.

Jeg besøgte den selv for nylig ved lidt af en tilfældighed. Vi havde besøg af min gamle gymnasieveninde og hendes kæreste, og de er heldigvis til at lokke til at tage ud og se på middelalder. Vi tog til Bjernede for at se rundkirken, og her faldt vi i snak med ringeren, som opfordrede os til at følge med til Slaglille, hvor han skulle ringe dagen forbi (vi ringer ikke solen ned, som han forklarede, vi ringer arbejdsdagen forbi) - kirken er ellers kun åben om sommeren.

Inde i kirken er der romanske kalkmalerier fra 1100-tallet - de fleste bevarede kalkmalerier er ellers senere. Desværre blev de temmeligt hårdhændet restaureret i 1894, men på triumfvæggen ses til venstre denne skikkelse:

Det meste af hovedet og højre arm er forsvundet, da der senere blev bygget gotiske hvælvinger - så hvem er det? På højre side står en mand og rækker en kirkemodel op mod himlen; det må være kirkens stifter, herremanden Trud Litle. En brochure i kirken oplyser, at skikkelsen til venstre er en kvinde. Men nej, selv om maleriet er svagt, er det tydeligvis ikke nogen kvinde. I 1100-tallet gik fornemme kvinder i hellange kjoler (som det ses på det beslægtede maleri i Fjenneslev).

En lang, folderig kjortel med en kortere overkjortel over og kappe som her er en højfornem mandsdragt. Poul Nørlund skrev allerede i 1935: "Vi maa for at forklare denne Mand helt op i Samfundets øverste Top," og tolkede figuren som Valdemar den Store. Kong Valdemar var som bekendt forbrødret med Hvideslægten, og han ejede meget gods i sognet. Det giver grundlag for en tese om, at kongen var medstifter af kirken, og at det er grunden til, at han er malet her, over for Trud Litle (som i øvrigt er i en knap så fornem og knækort kjortel).

Malerierne er vanskelige at datere præcist, men er formentlig fra sidste del af 1100-tallet. Valdemar den Store døde i 1182, så måske er der tale om et ca. samtidigt "portræt" af kongen?

(Jf. Poul Nørlund: Stormandstyper fra Valdemarstiden, Fra Nationalmuseets Arbejdsmark 1935) 

Næste borg i serien er Spøttrup, som ligger nogle kilometer syd for Østergaard i Salling. Lige som denne er Spøttrup også bygget i begyndelsen af 1500-tallet. Bygherren var den katolske Viborg-bisp, som søgte at sikre sit gods i den urolige tid omkring Grevens Fejde og Reformationen. Dengang var borgen et af landets mest moderne forsvarsanlæg med ni meter høje volde og dobbelte voldgrave til at holde kanoner på afstand.

Måske den mest kendte historie om Spøttrup er, at borgen skulle være blevet belejret af Skipper Clement og afbrændt i 1534 - men det er vist desværre en skrøne. Spøttrup Borgmuseum afliver historien her .

I begyndelsen af 1900-tallet var borgen i stærkt forfald, og den blev overtaget af Staten og restaureret i årene 1937-41. Bygningerne blev ført mere eller mindre tilbage til den middelalderlige skikkelse. Således lod man trappetårnene i borggården blive, hvor de er. Disse er tilføjet i renæssancen; oprindelig kom man til de øverste etager via en udvendig svalegang i borggården.

Restaureringen omfattede også en genetablering af voldgravene, som det tog ca. 50 mand omtrent to år at grave ud som beskæftigelsesprojekt i 1930'ernes krise. Der er også anlagt en historisk kloster- og/eller renæssance-have med læge- og krydderurter. I 1994 blev Spøttrup sø genskabt, og netop nu diskuteres nye planer for haverne og voldanlægget.

Nu står Spøttrup igen og knejser barsk og utilnærmelig over vandspejlet med sine karakteristiske ni "hemmeligheder". Som Slots- og Ejendomsstyrelsen skriver, så er borgen i dag det bedste danske vidnesbyrd om et middelalderligt fæstningsværk. Borgmuseet og Spøttrups Venner sørger for liv på borgen.

Børn i Ringsted og omegn skal heller ikke snydes for en middelalder-oplevelse i vinterferien. I uge 7 kan man på Historiens Hus - Ringsted Museum høre om, hvordan det var at leve i middelalderen, og man kan prøve tøj og våben fra dengang og selv lave middelaldermad. Flere oplysninger her .

Samtidig er museet åbnet for sæsonen med en ny særudstilling om øl. Den hedder "Drik byens øl", hvilket var slogan for Ringsteds gamle, lokale bryggeri, Alliance. Udstillingen fortæller historier om øl, fra dengang de fleste købstæder havde deres eget bryggeri, til tiden med opkøb og monopolisering og frem til nutidens kæmpe boom for mikrobryggerier, hvor også Ringsted igen har fået sit eget bryggeri. Mere her .

Ih, bare man var barn og var i København i næste uge - så kunne man komme på vinterferie med Absalon i ruinerne af hans borg under Christiansborg slot. Måske voksne kan luske sig med alligevel, hvis de kommer forbi, men alle kan tage med på en virtuel rundtur i borgens dyb her, og blive vist rundt af både Absalon og Leonora Christina. Blandt meget andet afsløres det, hvad Absalons hemmelighed i virkeligheden var...

Forleden var jeg til et møde om middelalderlige borge og voldsteder, især på Sjælland, og det mindede mig om, at jeg igennem længere tid har gået og pønset på en lille serie om danske borge.

Her kommer første del, og vi starter oppe i Salling - tæt på min gl. hjemegn ved Limfjorden - med Salling Østergaard ved Åsted.

For ti år siden var borgen i sørgeligt forfald og tæt på at falde sammen, men blev da overtaget af staten og heldigvis reddet i noget nær sidste øjeblik. Bygningerne stammer fra begyndelsen af 1500-tallet og er opført af ridder Lucas Krabbe og hans søn Ivar Krabbe. Borgen udgør et af Danmarks mest uforandrede senmiddelalderlige borganlæg, og den består af fire fløje omkring Danmarks vel nok mindste borggård på bare 9x9 meter.

Man kan se en flot fem-minutters webfilm om Østergaard og dens historie her. Den er lavet i forbindelse med Bygningskulturens dag 2006 om renæssancens bygninger.

Lokalt ynder man at kalde borgen Middelalderborgen Østergaard, og der er en lokal støtteforening, som arrangerer rundvisninger, borgdage og en årlig borgfest. Den har hjemmeside her, hvor man også kan læse om Østergaards historie og få en virtuel rundtur.

Nu er det snart slut med november for denne gang, men de seneste dage har der været god grund til at gå og nynne "Mørk er november/og løvfaldet slut/vandet begynder at fryse..." resten af teksten her. Denne tekst er skrevet af Thorkild Bjørnvig til Baaring højskoles indvielse i november 1959 - men melodien er fra middelalderen.

Og i sin middelalderlige udgave er sangen tværtimod en forårssang, "In vernalis temporis", Ved forårstide (teksten her). Århus rådhusklokker spiller melodien tre gange om dagen, og jeg har altid syntes, at der var noget melankolsk over den - som at gå ned ad Ryesgade i mørkningen en blæsende novembersøndag. Men foråret kan selvfølgelig også være melankolsk.

Den er valgt til Århus rådhus, fordi In vernalis temporis er skrevet af Morten Børup (ca. 1446-1526), som var rektor for Århus latinskole fra ca. 1490 og kantor ved Århus domkirke. Morten Børup stammede fra Skanderborgegnen - der gik han "I Skanderborrig enge" og faldt i staver over markarbejdet (ifølge Blicher) indtil han som 27-årig tog til Århus for at lære at læse, og senere studerede han ved universiteterne i både København og Køln.

Morten Børups latinske tekst er oversat af Fr. Moth i 1895 til "Frydeligt med jubelkor/hilses vårens komme" (tekst her). På det seneste har Sorten Muld og andre danske skjalde digtet nye, "middelalderlige" tekster til melodien.

Men er det også Morten Børup, der har skrevet melodien, som Wikipedia skriver? Jeg synes, jeg har set noget andet et sted - kan bare ikke finde det?

- eller: Hvis din familie var en bælgfrugt.

Forleden fandt jeg ind på Frøsamlerne.dk og faldt her over historien om "Kjems-bønnen": en særlig amerikansk pea-bean, som åbenbart er blevet dyrket af generationer af familien Kjems.

Historien, som kan læses her, er godt fortalt, men jeg læste den med særlig interesse, fordi min farmors slægtsnavn var Kjems og det var hun stolt af. Og den var god nok - en forespørgsel hos min far bekræfter, at familien stammer fra Kjemsgården ved Gram i Sønderjylland, som indgår i historien.

Kort fortalt, så drog Simon Kjems i 1891 til Amerika for at holde foredrag om Grundtvig og her købte han en højskole for 99 cents. Han virkede som højskoleforstander, foredragsholder og præst for den dansk-lutheranske menighed, men allerede i 1895 blev han pludseligt syg og døde. Hans enke og 5 børn tog derefter hjem til Danmark. Men de havde de amerikanske bønner med i bagagen, og de var så gode, at de er gået i arv i generationer.

Min gren af familien nedstammer fra den Hans Kjems, der nævnes som Simon Kjems' storebror. Han var min farmors morfar. Grundtvigianismen gik i arv til min gren af familien, men bønnerne gjorde vist ikke, selv om min farmors mor, Sigrid, havde en vidunderlig have i Vium, som min farmor ofte talte om. Hendes bror, Herluf Kjems Hansen, var i øvrigt meget interesseret i lokalhistorie og stiftede Kjems-fonden.

Jeg kommer nok ikke selv til at kaste mig over slægtshistorie lige foreløbig, men hvis man har lyst, er der hjælp til at komme i gang hos historie_online og Sammenslutningen af Slægtshistoriske Foreninger.

Jeg har i dag sendt denne pressemeddelelse:

Søndag den 25. november kl. 14-16  indbyder Historiens Hus til søndagscafé med foredrag på museet på Køgevej 41. Emnet er Ringsted i middelalderen under overskriften ”På sporet af Ringsted Kloster”.
 
Ringsted havde en central betydning i middelalderens Danmark, og det skyldtes ikke mindst to ting. For det første det store benediktinerkloster, der lå her, og for det andet, at kongesønnen Knud Lavard blev begravet i klosterets kirke, efter at han var blevet brutalt myrdet i Haraldsted skov. I de følgende århundreder lod Danmarks konger og dronninger sig begrave her, og den almindelige befolkning valfartede til Knud Lavards grav, hvor der gik rygter om helbredelse og mirakler.

I dag står kun Sct. Bendts kirke tilbage, men skriftlige kilder og arkæologiske fund kan lede os på sporet af det kloster, der var engang. Ved Søndagscaféen den 25. november vil middelalderhistoriker, ph.d. Ane Bysted fortælle om Ringsted kloster og det liv, der udspillede sig inden for og uden for murene. Ane Bysted er ansat i Historiens Hus til at forberede den nye middelalderudstilling på Amtstuegården. Sidst i foredraget vil hun komme ind på andre spændende – og uventede – spor af Ringsteds middelalder.
 
Efter foredraget er der kagebuffet og spørgerunde. Tilmelding til museet (tlf. 57 62 69 00) nødvendig senest den 21. november. Pris kr. 50 incl. kagebuffet. Se også http://historienshus.ringsted.dk/

Turen til Tallinn var en god oplevelse. Flot by, rimeligt vejr, godt seminar og gode kolleger. Her er lidt af bymuren:

Og her er selve stedet, hvor Dannebrog dalede ned i 1219 (eller måske var det i 1208) - flankeret af to moderne danske korsfarere:

Esterne lader til at være næsten lige så stolte af legenden, som danskerne er, og som det ses, er der lavet en fin markering, afsløret i 1992. Tallinns officielle turist-site skriver om det her - og har en rundtur i den middelalderlige bydel her.

Esterne bærer tilsyneladende heller ikke nag til danskerne over at de blev besejret af dem i 1219. På seminaret (som foregik på Tallinns universitet og handlede om de dansk-estiske relationer i middelalderen, program her) antydede Linda Kaljundi en forklaring: at der blandt esterne findes en bittersød drøm om hvad-nu-hvis man var forblevet under Danmark - ja, så var man blevet skandinaver...

Som sagt var der også reception for den estiske udgave af vores korstogsbog, Taani ristisõjad, og det kom endda på det nationale estiske TV:

Udsendelsen kan ses her. Indslaget om bogen kommer efter ca. 11 et halvt minut. Jeg selv kom ikke med på billederne (øv!) men jeg var der - jeg står omme bag pillen til venstre i den afsluttende indstilling:

I morgen tager jeg til Tallinn i Estland til middelalderkonference & bogreception. På fredag udkommer nemlig samme sted bogen Taani ristisõjad - hvilket betyder Danske korstog (går jeg ud fra) - og er en oversættelse af Danske korstog. Krig og mission i Østersøen, som jeg har skrevet sammen med John Lind, Carsten Selch Jensen og Kurt Villads Jensen, og som udkom i 2004 (2. udg. 2006).

Det estiske forlag har valgt en af Niels Willum Andreasens tegninger til forsiden. Den skal illustrere missionærer, korsfarere og handelsrejsende på Dvinafloden i det nuværende Letland, men ca. sådan kan det også have set ud ved Tallinn, da danskerne havde erobret stedet i 1219 og var begyndt at bygge en borg. (Tallinn betyder iøvrigt danskerborgen).

Jeg har tidligere skrevet om det berømmelige slag ved Lyndanisse i 1219 og Dannebrogs fald fra himlen her. Mere følger, når jeg er hjemme igen...

Camilla gør opmærksom på, at første nummer af Dragtjournalen er udkommet. Det kan frit hentes i PDF-format på www.dragt.dk. 77 velillustrerede sider om dragthistorie fra bronzealderen til Second Life, bl.a. om den stribede dragts kulturhistorie. Her kan man læse, hvorfor jomfru Maria aldrig blev afbildet i striber i middelalderen (hvilket jeg egl. aldrig havde overvejet, men det er rigtig nok). Dengang blev stribet tøj forbundet med afvigere og syndere - letfærdige folk som musikanter, gøglere, prostituerede og af og til tjenere ses i striber på kalkmalerier og andre middelalderlige billeder, ligesom ægteskabsbrydere, forræddere og ikke-kristne. Det er en symbolik, som genfindes i nyere tids fangedragter, men hvordan striber så i mellemtiden også er blevet forbundet med friluftsliv og sejlsport, kan man læse mere om her. Samt bl.a. om Erik af Pommerns dronning Phillipas fyrstelige garderobe, hovedtøjer i barokken og Spirella korsetter.

Dragter i lange baner kan også findes på Nationalmuseets virtuelle udstilling Tidens tøj, der viser og fortæller historierne bag 140 dragter fra 1700 til 1980. 

Hjemvendt fra Horsens havde jeg knap nok fået vasket røgen ud af håret, før jeg blev indhentet af en fæl forkølelse, men her følger nogle af mine indtryk.

Her forsøger man at se optoget fredag eftermiddag:

Arrangørerne anslår, at der i år var 110.000 besøgende. Det er et imponerende antal, men også lige i overkanten af, hvad området kan bære; især fredag måtte man nærmest sparke sig frem i mængden. Som sagt var jeg afsted med kollegerne, og lørdag formiddag havde vi et møde med Bodil Møller Knudsen fra Horsens byarkiv og Anne Bjerrekær fra Horsens museum. De fortalte, at festivalen bestemt ikke forsøger at blive større - men den vokser alligevel år for år. De fortalte også om det fortsatte arbejde med at forbedre festivalens kvalitet . Bodholderne må f.eks. holde sig til en postivliste med godkendte "middelalderlige" fødevarer og kun servere drikkevarer i lerkrus. Med 300 bodholdere er der imidlertid noget at holde styr på - i år var der åbenbart problemer med salg af solsikker, og man så da også et stykke nervøs velour rundt omkring... Samtidig er festivalen selvfølgelig også nødt til at overholde moderne krav til sikkerhed og hygiejne, og alt i alt kan man kun tilnærme sig en oplevelse eller en illusion af middelalder.

Telte, træer - og højhus i baggrunden:

Lugten af brænderøg var ret autentisk - til gengæld manglede der levende svin og høns. Her en fugl fra fremmede himmelstrøg:

Ridderturnering - den arrogante, sorte ridder von Staufen er ikke tilfreds med opstillingen:

- og vi glemmer de blå, sikkerhedsgodkendte presenninger. Smedene var nogle seriøse fyre:

Illusionen tager sig selvfølgelig bedst ud om aftenen, når de moderne bygninger forsvinder i mørket og pladserne oplyses af fakler. Men da havde mine ikke-middelalderlige kolleger fået nok, og ville tilbage til campingpladsen og drikke dåseøl :-)

"Historien er blevet moderne", skriver kulturminister Brian Mikkelsen i forbindelse med sit besøg i mandags på Historiens Hus i Ringsted (min arbejdsplads i parantes bemærket. Som han også nævner som et eksempel på "lokalhistorie der rykker").  I et indlæg i tirsdagens udgave af Dagbladet Ringsted skriver ministeren endvidere, at "et liv med et godt greb i historien er et rigere liv, og det synes jeg, at flere danskere skal have."

Dagbladet bringer mere om ministerens besøg i Ringsted her.

Nogen gange kan middelalderforskerens dage på kontoret godt synes lange og begivenhedsløse, men noget sker der da. I dag havde museet besøg af selveste kulturministeren, som vist ville høre noget om samarbejde mellem kommunale kulturinstitutioner. Det mærkede jeg nu ikke så meget til ovre på mit kontor, men jeg var da lige ved at løbe ind i ham, da han var på vej ud igen. Og bagefter faldt der frugt og croissanter af til medarbejderne :-)

I sidste uge "fandt jeg" Ringsted kloster - dvs. jeg fik overdraget en rød mappe, der viste sig at indeholde udgravningsberetninger fra 1920'erne om udgravninger på det forlængst brændte og nedbrudte benediktinerkloster ved Sct. Bendts kirke. Det var en glædelig opdagelse, at der faktisk er foretaget arkæologiske udgravninger på stedet - og noget, der tilsyneladende også er en overraskelse for de fagfolk, jeg har talt med indtil nu. Men det er der, af Hugo Matthiesen - ham her - fra Nationalmuseet.  

Nu går arbejdet med udviklingen af computerspillet Saxos rejse for alvor i gang - et spil til undervisningsbrug, hvor eleverne skal rejse rundt som historieskriveren Saxo i Danmark år 1180 og forsøge at finde frem til "den rigtige" historie om Blodgildet i Roskilde. Udviklingen er støttet af Uni-C, og da bevillingen gik igennem i foråret lavede TV2 Øst dette indslag om spillet. (Indslaget varer 2:36 minutter og jeg optræder ganske kort - mine 15 seconds of fame!) Jeg bliver ikke direkte involveret i arbejdet, men i går var jeg med de to opfindere, Siv og Randi, på inspirationstur i lokalområdet.

Det var lidt om mine dage på museet - mere følger. 

Njah, det er ikke blevet til så mange indlæg på det seneste. En af grundene er, at jeg ikke har følt mig helt hjemme i min egen blog, siden smartlog skiftede system. Det ser stadig forkert ud og hvor blev min Om-boks mon af? Det gule reklamebanner hjælper ikke på det, men jeg må se enten at få gjort noget ved streamerbilledet foroven - eller flytte.

En anden grund er mit nye arbejde, som tager sit, men som også fører mig nye steder hen. Bl.a. har jeg brugt en del tid på Antikvarisk-Topografisk Arkiv (ja, det hedder det altså) på Nationalmuseet. Det har hjemmeside her - hvor man bl.a. kan se et lille videospot fra læsesalen. Her findes oplysninger om fortidsminder fra hele landet, arkiveret efter sogn, herred og amt (de helt gamle amter fra før den forrige strukturreform). Min opgave er at finde oplysninger om middelaldergenstande fra de 18 sogne i Ringsted kommune: udgravningsberetninger, tegninger og fotos. Det er lidt støvet, men også fascinerende at stå med C.F. Herbsts håndskrevne beretning om åbningen af kongegravene i Sct. Bendts i 1855 under kong Frederik den syvendes deltagelse og "ifølge de efter allerhøieste Befaling ved Undersøgelsen nedskrevne Iagtagelser".

Flot animeret version af Bayeuxtapetet:

I dag er det Knud Lavards helgendag. Den 25. juni 1170 blev hans knogler taget op af deres grav i Sct. Bendts kirke i Ringsted og lagt i et helgenskrin på kirkens højalter ved en højtidelig handling, bivånet af Absalon, ærkebiskop Eskil, Knuds søn Valdemar d. Store og hans barnebarn, der også hed Knud (senere Knud d. 6.). Begivenheden er gået over i historien som Kirkefesten i Ringsted.

Hermed havde Danmark fået sin anden officielle helgen af navnet Knud. Den første var kong Knud d. Hellige, ham som blev slået ihjel i Odense St. Albani kirke.

Knud Lavard kom også voldeligt af dage. Han blev slået ihjel i skoven ved Haraldsted af sin fætter Magnus, der frygtede ham som rival til kongemagten. Herom mere i et senere indlæg. Indtil da kan man læse om den nedrige udåd hos Saxo (13. bog) og på www.knudlavard.dk.

Stemmerne er talt op hos historie-online i det spændende opgør om, hvorvidt Industrikultur er kedelig eller ej. Det var tæt løb, og stemmerne fordeler sig med 47,55 % mod 52,21 % til fordel for industrikulturen. (Af hensyn til min fremtid i museums-branchen skal jeg her undlade at afsløre, hvad jeg stemte.) Hvis man ønsker sig et PC-tapet med budskabet YES! - Industrikultur er alletiders! kan det nu downloades gratis her.

I anledning af den nylige kongelige fødsel vil jeg også gøre opmærksom på historie-onlines sektion om fødsel og dåb gennem tiderne. Her kan man bl.a. læse om kongelige fødsler og royal navneskik - samt (uden sammenhæng med det kongelige) om farerne for varulve og skiftinger.

Er industrikultur kedeligt? Historie-online har registreret lave klik-procenter på industrikulturen, og tager spørgsmålet så alvorligt, at det er sat til afstemning blandt brugerne. Afstemningen omsættes i et PC-tapet med IK07-logo til historie-onlines brugere, skriver historie-online. Bliver det et "ja" får tapetet teksten "ØV! Industrikultur er kedeligt!" Giv din stemme her.

I tirsdags fik jeg endelig set Nationalmuseets renæssance-udstilling "Tycho Brahes verden" og den er fantastisk flot. Anbefales varmt, hvis man kommer forbi hovedstaden i påsken (sidste dag er 9. april, så det er snart sidste chance). Den handler ikke kun om Tycho og astronomien, men også om adelsliv i Danmark i renæssancen. Og der er rigtig mange flotte genstande at se på - gobeliner, malerier, dragter - og en rustning til en dværg. Mange af tingene er kendt fra bøger, men det er nu fantastisk at få lov at se dem "live". Jeg syntes især, det var spændende at se ting, der har tilhørt Frederik 2., som jeg læste så meget om sidste år. Jeg tilbragte halvanden time derinde - mens gemalen sov udenfor i sofaerne...

I følge den gregorianske kalender har vi i dag den 1. marts 2007. Den gregorianske kalender blev i øvrigt indført i Danmark den 1. marts 1700, så i dag er en slags skævt jubilæum for den. Før da brugte man i Danmark den julianske kalender, og for at få det til at passe, måtte man dengang hoppe 11 dage over, så man gik direkte fra den 18. februar til den 1. marts. Siden er afstanden yderligere forøget, så i dag har vi kun den 16. februar efter den julianske kalender. Find en smart omregner mellem forskellige kalendere her.

I følge den kinesiske kalender er vi for nylig gået ind i grisens år. Og i de danske museers kalender er det slut med Renæssanceåret, og vi er trådt ind i "Industrikulturens år". Det har hjemmeside her, og byder på en række arrangementer landet over. Min nye arbejdsplads bidrager med udstillingen Kylling, softice og pølser - om fødevareindustrien i Ringsted. 

Inden jeg synker helt ind i middelalderen igen vil jeg lige gøre opmærksom på denne renæssanceudstilling på min gamle arbejdsplads på Skanderborg Museum: Dronning Sofies Brudekjole, som er startet i dag. Dronning Sofie er tidligere omtalt flere gange i bloggen (fx her og her). Hun blev gift med Frederik 2. i 1572 på Københavns slot under omfattende festligheder. I følge Reravius' hyldestdigt ankom hun i en karmoisinrød fløjskjole kantet med guld og perler. Man gætter på, at det nok er samme kjole som på det ovenstående portræt (original på Rosenborg her). Der er intet tilbage af kjolen, og til udstillingen er den rekonstrueret ud fra portrættet så nøje, som det er teknisk og økonomisk muligt i dag. Stoffet er håndvævet efter gamle teknikker, pibekraven er af netteldug (vævet af brændenældefibre) og huen broderet med 2704 perler...
Udstillingen ar lånt af Kronborg (tidligere omtalt her).

Vi gør opmærksom på dette seminar næste fredag 24/11 om Renæssancens lærde kvinder, arrangeret af Kvindemuseet og Folkeuniversitetet. Arrangørerne skriver:
"Den viden, vi har om renæssancens kvinder, synes sparsom, når man går til de store værker og den almene historieoverlevering om renæssancen. Imidlertid fandtes de lærde kvinder overalt i samfundets elite. Med stor begavelse og handlekraft fik kvinderne mod alle odds udrettet ikke så lidt. Synd at mange af dem er glemt og fortrængt fra vores fælles kulturarv. Dette seminar åbner døre til renæssancens kvindeunivers gennem en række renæssanceforskeres præsentationer af aktuelle projekter. Seminaret er åbent for alle."

Samtidig gør vi opmærksom på, at der nu kun er 10 dage tilbage af Skanderborg Museums renæssanceudstilling om Frederik og Sofies Skanderborg (sidste dag 26/11).

To danske renæssance-videnskabsmænd har nu fået hver deres udstilling. I går åbnede Steno Museet i Århus en udstilling om Ole Worm (1588-1654), der bl.a. byder på en genskabelse af hans Museum Wormianum ved den amerikanske kunstner Rosamond Purcell. Informationer om udstillingen kan fåes her og der er mere om Museum Wormianum hos Kongens Kunstkammer.

I København har Tycho Brahe (1546-1601) samtidig fået sin egen udstilling på National Museet: Tycho Brahes verden. Se det flotte microsite om Tycho og renæssancen her.

På søndag den 10. september er det bygningskulturens dag. Her i renæssanceåret er temaet selvfølgelig renæssancens bygninger. Tjek Kulturarvsstyrelsens hjemmeside for et arrangement nær dig.
Her i Skanderborg er der rundvisning i Slotskirken under overskriften "Skanderborg Slotskirke. Sidste rest af Frederik 2." Sidste rest af Frederik 2.'s renæssanceslot, forståes. Det er kl. 14.

Her i historiesektionen har vi med interesse - omend på afstand - fulgt svoger Lars' pavekandidatur. Han lader ganske vist til at have nedtonet pavesagen for nuværende, men vi forstår, at den ikke er helt opgivet. En af de første ting, en nyvalgt pave må tage stilling til, er hvilket navn, han vil bære. Den nuværende pave hedder som bekendt Benedikt og er den 16. pave, der bærer det navn. Det mest brugte pavenavn har været Johannes. Ud af ca. 265 paver har ca. 23 paver båret dette navn - dvs. det er vanskeligt at opgøre præcist: hvis man tæller antipaver med, er det flere, og der har aldrig været en Johannes den 20... Navnet har heller ikke været lige populært gennem historien - faktisk gik der over 600 år mellem Johannes den 22. (1316-1334) og Johannes den 23. (1958-1963).

Den første pave, der ændrede navn, var Johannes 2. (533-535), hvis borgerlige navn var Mercurius, et romersk gudenavn og dermed ganske upassende. Men det var først i anden halvdel af 900-tallet, at det blev almindelig praksis, at paverne antog et nyt embedsnavn.

Et andet godt pavenavn er Innocens. Der har været 13 paver med det navn, men det kræver sin mand at leve op til. Det betyder den uskyldige, og den mest magtfulde pave i middelalderen hed Innocens 3. (1198-1216). Han gennemførte reformer i kirken, gennemtrumfede sin politik over for konger og kejser og indkaldte til to korstog til Det Hellige Land samt et mod albigenserne. Han er - formentlig - også den eneste pave, som er blevet ophøjet til actionfigur:

Hos accoutrements. Større billede her.

Et væsentligt spørgsmål er dermed, hvilket navn Lars har tænkt sig?

Gemalen og jeg har været på ferie i Dublin en lille uges tid, som vi delte mellem vores forskellige interesser: digtere og middelalder. Om førstnævnte kan man læse hos Bo, som også har lagt billeder ud. I den middelalderlige afdeling så vi Dublinia, et oplevelsespræget museum om Dublin i vikingetid og middelalder med mange aktiviteter og dramatiske optrin. Højdepunktet for mig var udstillingen på Trinity College Library om The Book of Kells og andre irske illuminerede manuskripter fra 800-900-tallet. Udstillingens undertitel "Turning Darkness into Light" er taget fra sidste strofe af dette fantastiske digt:

I and Pangur Ban my cat,
'Tis a like task we are at:
Hunting mice is his delight,
Hunting words I sit all night.

Better far than praise of men
'Tis to sit with book and pen;
Pangur bears me no ill-will,
He too plies his simple skill.

Oftentimes a mouse will stray
In the hero Pangur's way;
Oftentimes my keen thought set
Takes a meaning in its net.

'Gainst the wall he sets his eye
Full and fierce and sharp and sly;
'Gainst the wall of knowledge I
All my little wisdom try.

Practice every day has made
Pangur perfect in his trade;
I get wisdom day and night
Turning darkness into light.

Man kan ligefrem se munken bøjet over pergamentsiden mens han møjsommeligt prenter bogstaver og illuminerer dem med farver og bladguld, med katten som eneste selskab. Digtet stammer ganske vist ikke fra Book of Kells, men fra dette mere prunkløse manuskript fra et kloster i Kärnten. Det er dog skrevet af en irsk munk og på old-irsk i 800-tallet. Den irske version kan ses her, og en mundret engelsk oversættelse af hele digtet her.
Der er nu også katte i Book of Kells, to af dem ses her:

Bloggen har holdt varmeferie, men nu må det være på tide at komme i gang igen. I mellemtiden har jeg bl.a. været på "sommerlejr" for middelaldernørder, kigget på vikinger og leget med min søsters søde børn.

Dette er i øvrigt mit indlæg nummer 50, og i den anledning har jeg tænkt over bloggens fremtid og hvilken slags blog, den skal være. Hyggeblog, nyhedsblog, tøseblog, fagblog? Jeg har meget tilovers for alle slags, men jeg har hverken energien til at lave en nyhedsblog, eller livsstil til en tøseblog... Så jeg er landet på nørdeblog! Fremover kan man forvente (flere) nørdede indlæg om emner, som jeg tilfældigvis ved noget om.

Og jubilæet fejrer vi med følgende nørdede oplysninger om netop "jubilæum". Ordet jubilæum kommer fra middellatin jubilaeum, som igen kommer af det hebraiske jobel, som betyder basun, eller mere præcist vædderhorn. Ifølge 3. Mosebog kap. 25:8-55 skulle hvert 50. år være et helligt år for Moses' folk, og det blev markeret ved, at der blev blæst i vædderhorn på forsoningsdagen. I dette jobelår eller jubelår skulle al gæld slettes, alle slaver sættes fri og enhver vende tilbage til sin ejendom. Profeten Esajas 61:2 kalder dette år for et nådeår for Herren, og Paulus taler i Andet Korinterbrev 6:2 om den nåderige stund. Da Jeronimus oversatte Det gamle Testamente fra hebraisk til latin i årene omkring 400, oversatte han jobel med jubilaeus, og forklarede, at dette annus jubilaeus var et eftergivelsens år.
Ideen om at der er særlige tidspunkter, som er fulde af nåde og eftergivelse, blev taget op i den vestlige kirke i 1100-tallet. I første omgang var det abbed Bernhard af Clairvaux, som i 1146 erklærede, at Det andet Korstog var et jubelår og en nåderig tid for Herren, fordi Han nu indbød ridderne til at kæmpe i korstoget og på den måde vinde aflad.
I år 1300 strømmede pilgrimmene til Rom i troen på, at dette ville være et helt særligt nådeår, og pave Bonifacius VIII erklærede, at alle, der kom som pilgrimme til Rom i dette år, ville få fuld aflad. Siden 1350 har den romersk-katolske kirke holdt jubelår hvert 50. år, siden 1475 hvert 25. år. Det seneste var i år 2000.
Jubelår betyder altså "jubilæumsår", men man kunne nemt få den tanke, at det har med jubel og fryderåb at gøre. Det var en sammenblanding, som man også lavede i middelalderen, for jubel hedder jubilum på latin. Læs mere om aflad her.

- den faldt fra himlen ned. Og det var den 15. juni, Valdemarsdag. Ifølge legenderne skete det ved slaget i 1219 ved Lyndanisse i Estland, hvor Valdemar Sejr og ærkebiskop Anders Sunesen var draget i korstog for at omvende og undertvinge de hedenske estere. Kong Valdemar ses sidende i rustning til højre i billedet, og Anders Sunesen ses i baggrunden til venstre, opadvendt i bøn til himlen, mens hans arme understøttes af to bisper. C.A. Lorentzen har her kombineret flere af de legender, der knytter sig til dette slag. Den ene siger, at når ærkebiskoppen hævede sine arme i bøn for de danske styrker, gik det dem godt, og hver gang, han måtte sænke dem af træthed, gik det tilbage. Derfor hjalp to andre biskopper ham med at holde armene oppe, og danskerne sejrede. En anden legende siger, at da danskerne bad om sejr, åbnede himlen sig og et rødt banner med et hvidt kors dalede ned, og en røst i luften sagde, at når de holdt dette flag højt, ville de sejre.

Om det virkelig faldt fra himlen er en sag. Om det skete i 1219 er en anden. Min gode kollega John Lind har gransket i legenderne og fundet, at i de ældste udgaver er sagnet om flaget, der faldt fra himlen, knyttet til et andet dansk togt i Estland i 1208. Læs fx om det i Skalk nr. 6 fra 2001. Eller i denne bog.

På det seneste lader der til at være opstået nye "myter" om sagen. Jeg har nu to gange uafhængigt af hinanden læst, at det danske korstog i 1219 gik mod venderne. Men det var altså mod esterne (som i Estland). Venderne boede længere mod syd, og var allerede blevet kristnet af danskerne på det tidspunkt - faktisk deltog de i slaget på dansk side under fyrst Vitslav, og ifølge en vigtig kilde var det dem, der redede dagen for korsfarerne. Igen er der mere i denne bog...

Valdemarsslaget i 1219 vil i øvrigt blive genopført i København 1.-4. juli!

Her kommer lidt mere fra den botaniske afdeling. Billedet er fra Simon Paullis Danske Urtebog eller Flora Danica, trykt i 1648. Bogen rummer
beskrivelser af planternes voksested og medicinske anvendelse samt 384 håndkolorerede træsnit. De er utroligt smukke, synes jeg, og faktisk flottere end den mere kendte Flora Danica fra 1761-1883, som danner forlæg for porcelænsstellet. DNLB har lavet en virtuel udstilling om de to Flora Danica'er her. Desværre er der ikke mange af Simon Paullis tavler med, men Steno Museet har lagt nogle af dem på nettet her (søg på Simon Paulli, så kommer de frem).

Paullis værk er fra en tid, hvor man ikke var så bange for lange titler på bøger. Dets fulde titel er: Flora danica Det er Dansk Urtebog udi huilcken, efter hans kongl. Mayst. høylofligst Ihukommelse Chritiani IV. Vor Allernaadigste Herris skriftlig Befaling til Facultatem Medicam, udi det kongelig Universiteet Kiøbenhafn, icke alleniste Urternis Historie Beskrifvelse, Krafter oc Virkninger, med ziirligste Figurer andragis: Men endocsaa Lægedomme til alle Siugdomme gafnlige, korteligen oc klarligen antegnis: Saa at den er baade en Urtebog oc Lægebog. Med største Fliid oc Wmage elaboreris aff Simone Paulli D. Anatom. Chirurg. ac Botan. P.P. Regiô.

... med største flid og umage elaboreret... det ville jeg gerne have haft i
titlen på en af mine mange opgaver!

"Få perioder af historien har så store PR-problemer som middelalderen" skriver forskning.no. Og det er virkelig mærkeligt, at "den mørke middelalder" bliver ved med at hænge fast i folks bevidsthed, til trods for at årtiers forsking har vist det modsatte. Men forskning.no har netop publiceret en munter og læseværdig artikel, der punkterer ca. 8 myter om middelalderen, bl.a. at den skulle være "en mørk og kold tid, hvor heksebålene var den primære energikilde" - og at folk var "ufjonge på håret". På norsk, men derfor ikke mindre munter at læse.

Capac har udnævnt denne blog til at være middelalderlig. Det tager jeg naturligvis som en ære - og kvitterer her med faktisk at skrive om noget middelalderligt: nemlig havebrug. Det egentlige havebrug kom til Danmark i middelalderen med klostrene, selv om der ganske vist blev dyrket ærter, kål og løg længe før, måske tilbage i stenalderen. Munke og nonner dyrkede urtehaver med lægeplanter og grøntsager, og de importerede planter til dem. Mange af dem forekommer i dag helt almindeligt i haver og i naturen: akeleje, gåseurt, katost, merian, morgenfrue og mange, mange andre.
Munkene har fået skyld for meget i tidens løb, og det hævdes, at de også førte skvalderkålen til landet. Det ville de fleste haveejere ønske, at de bare havde ladet være med. Men noget tyder på, at skvalderkålen var her allerede i vikingetiden. Den er fundet som frø ved Fyrkat. Det vil jo rense munkene for den forsyndelse. Læs belæg her.
Der er mere om middelalderens lægeurter hos Causae et curae, et entusiatisk site om middelalderens medicin. Og mere om klosterplanter i dag her.
Skvalderkål har tidligere været brugt som kål, og hvis man har for meget af det, kan man vælge den økologiske løsning at spise det, læs her.

Og hvad har jeg så lavet på det seneste? Bl.a. en hel del sparekassehistorie... Det havde jeg dog aldrig troet, at jeg skulle komme til at beskæftige mig med, men en lokal filial af en af de store, landsdækkende banker kan spore sin historie her i byen tilbage til en lokal Spare- og Laanekasse, der startede i 1856. I anledning af dette 150 års jubilæum ville de så gerne lave en lille udstilling og låne bank- og sparekasseting fra Museet og Egnsarkivet - så dem har jeg nu fundet frem af gemmerne. I den forbindelse fandt jeg ud af, at Danmark har haft et sparekassemuseum. Det er dog for sent at se det, for det er lukket - men det genopstår i sommer på Industrimuseet i Horsens. Pengehistorie-entusiaster kan læse mere her. 

Og så har jeg i dag holdt min første Power Point præsentation (på tide, kunne man sige) og det kørte sandelig, som det skulle. Emnet var mad og fester i renæssancens Danmark.

Og endnu en reklame: på tirsdag den 2. maj holder jeg selv et oplæg i Teologisk Forening i Århus om Korstog og kristen hellig krig i middelalderen. Ved samme lejlighed er der også et oplæg om Islam og Jihad ved John Møller Larsen. Praktiske oplysninger her.

Et reklameindslag: På torsdag den 27. april har vi igen et arrangement i Skanderborg Slotskirkes krypt, denne gang om renæssanceægteparret Birgitte Gøje og Herluf Trolle. Det er Næstvedægteparret Dorothy Jones og Erik Fjordside fra Historia Dania, der kommer og fortæller om førstnævnte pars liv og levned. Derudover viser de rekonstruktioner af renæssancedragter, og synger et par salmer.

Birgitte Gøje og Herluf Trolle er nok mest kendt som stiftere af Herlufsholm, men Birgitte (som også staves Gøye eller Gjøe, og som levede fra 1511-1574) havde også tilknytning til Skanderborg. Hendes far var lensmand på slottet, da hun var barn, og hun selv blev i 2-4 års alderen opdraget i Ringkloster, som lå lige ovre på den anden side af søen. Da hun var 14 år gammel, fik hendes stedmoder hende forlovet med adelsmanden Jesper Daa, men Birgitte nægtede at acceptere det. Hun kæmpede imod det arrangerede ægteskab i 15 år, indtil hun ved kongens indgriben fik det erklæret ugyldigt. Et par år før var hun kommet til enkedronning Dorotheas hof som hofdame, og her havde hun mødt Herluf Trolle. De giftede sig i 1544, og levede sammen "Gudfryctige, erlige, kierlige oc venlige vdi alle maade" i 21 år. Herluf Trolle var rigets øverste admiral og døde efter et søslag i 1565. Som enke vendte Birgitte tilbage til Ringkloster, hvor hun ofte havde boet med Herluf. Nu efter reformationen var det ikke længere et kloster, men et gods, som hendes far havde erhvervet som pantelen. Herfra har Birgitte kunnet følge byggeriet af Frederik II's nye østfløj på Skanderborg, som blev påbegyndt i 1561. Frederik II's planer for Skanderborg Slot blev imidlertid også årsagen til, at hun måtte flytte. I 1571 skrev kongen til Birgitte Gøje, at han selv skulle bruge indtægterne af Ringkloster, og derfor så sig nødsaget til at indløste pantet.
På torsdag kl. 19 vender Birgitte imidlertid tilbage til resterne af Skanderborg Slot i skikkelse af Dorothy Jones, som har rekonstrueret hendes dragt bl.a. ud fra ovenstående portræt.
Birgitte og Herluf har iøvrigt også efterladt sig et imposant gravmæle i Herlufholms kirke med legemstore marmorfigurer af dem selv.

Her i familen er den 9. april først og fremmest en mærkedag, fordi det er svoger Lars' fødselsdag. Til lykke, Lars! Aflæg ham et besøg her eller her.

Derudover var der jo også noget med en krig, og i den anledning har Frihedsmuseet i Skanderborg åbent i dag. Der er måske ikke så mange, der ved det, men vi har faktisk osse et Frihedsmuseum i Skanderborg. Det er indrettet i to bunkers i Dyrehaven, hvor Luftwaffe havde dansk hovedkvarter det sidste år af krigen. Der er rigtig meget at se på, bl.a. en sjælden Enigma-kodemaskine, som tyskerne efterlod her, selv om der var ordre om, at de skulle destrueres. Jeg var så heldig at få en specialrundvisning ved Jørgen Krudt for lidt tid siden og lærte en masse. Bl.a. også at der fandt en stikkerlikvidering sted lige over for, hvor jeg bor. Ved brevbombe, som manden åbnede lige her på hjørnet. Jeg er gået forbi det sted tusinder af gange, og kan faktisk se derned, mens jeg skriver dette. Tankevækkende.

Her følger - på opfordring men med lidt forsinkelse - lidt mere morgenkaffe-venlig historie. Frederik II havde som sagt ikke særlig travlt med at blive gift. I 1560 friede han dog til hele tre damer: hertuginde Christine af Lothringen, Maria Stuart af Skotland og Elisabeth I af England. Alle tre gav ham en kurv. Maria Stuart var ellers lige blevet enke efter den franske konge, men giftede sig først igen 5 år senere. Elisabeth, "jomfrudronningen", giftede sig derimod aldrig.

Der var flere efterfølgende forsøg på at finde et passende parti til Frederik, men først i 1571 fandt en ung pige nåde for hans øjne, da hans faster foreslog hans kusine Sophie af Mecklenburg. Frederik insisterede på at møde hende først, hvilket ellers ikke var almindeligt ved den tids arrangerede ægteskaber. Og i juli 1572 blev de gift i København under omfattende festligheder, der varede i 8 dage. Han var 37 og hun 14, men ægteskabet blev efter alt at dømme præget af stor hengivenhed. I sine dagbøger omtaler han hende konsekvent som "mint Soffye" (dvs. min Sophie - Frederik II stavede endnu mere gebrækkeligt end de fleste 1500-tals danskere). De fik 7 børn, deriblandt Christian IV (1577) og Anna (1574, født i Skanderborg, såmænd).

Sidstnævnte Anna er en meget interessant figur, som fylder forbavsende lidt i danske historiebøger. I 1589 blev hun gift med kong James VI af Skotland, som i 1603 også blev konge af England, da Elisabeth I døde. Og - hold nu fast: James var søn af Maria Stuart, som var blevet henrettet i 1587 på anklager om at konspirere mod Elisabeth I - som iøvrigt var hendes kusine. Så Frederik II og Maria Stuarts børn blev altså gift med hinanden - og Anna blev også den næste dronning af England efter Elisabeth. På den måde var der måske en slags oprejsning til den forsmåede bejler Frederik II - selv om det først skete efter hans død (han var død i 1588). 

Den før omtalte Frederik II kan ses her som buste. Man kan endda snurre ham rundt. Det er Rosenborg Slot, der har lavet en webudstilling med kongedragter fra og med Frederik II til Margrete II. Flot og sjovt og lærerigt. Og så kan man gå på opdagelse på slottet her. Meget praktisk, når man bor i Jylland.

Jeg har længe haft lyst til at se Koldinghus, og sidste weekend lykkedes det endelig. Slottet brændte i 1808, vist nok fordi de indlogerede spanske hjælpetropper frøs i den kolde martsnat og fyrede lidt for dygtigt op i kaminerne. Læs den drabelige historie om Koldinghus' brand her. Den er skrevet af Vivi Jensen, som sidste lørdag holdt et glimrende foredrag om dronning Dorothea. Sidstnævnte ses her:

Dorothea (1511-1571) var gift med Christian III og boede meget af sin tid på Koldinghus. Hun var mor til Frederik II, som blev konge i 1559 efter faderens død. Mor og søn havde et noget anstrengt forhold, måske fordi han tilsyneladende var en inkarneret ungkarl, der helst ville føre krige mod Ditmarsken og Sverige og drikke med rigsrådet. Desuden var han forliebt i adelsdamen Anna Hardenberg, som var et upassende parti, og som han ikke måtte få. Dorothea forsøgte derimod at stifte fred og at få sønnen til at gøre sin pligt og gifte sig med en fyrstinde og sikre arvefølgen. Frederik giftede sig dog først i 1572, året efter moderens død, og Vivi Jensen mener, at han simpelthen ventede så længe, for at moderen ikke skulle få den sejr at se ham godt gift... Hans dronning blev iøvrigt Sophie, som ses her nedenfor i sin brudekjole.

Det er efterhånden et par dage siden, jeg sidst har postet noget, men nu er der vist ingen undskyldninger længere. I mellemtiden har jeg bl.a. været med til at sætte denne udstilling op på Skanderborg Museum. Den består af 51 stentøjsfigurer af kvinder, der hver især bærer på en genstand. Figurerne er skabt af Kirsten Justesen og udstillingen hedder Fama-koncerten. Fama betyder rygte, og figurerne er inspirerede af rygterne eller historierne om den hellige Katharina af Alexandria, der blev martyr i 307. Ifølge legenderne var hun både smuk og klog, og den hedenske kejser Maxentius ville ha hende. Hun ville derimod kun ha Jesus, og kejseren pudsede 50 filosoffer på hende, for at få hende til at opgive kristentroen. Imidlertid fik Katharina istedet omvendt filosofferne, hvorfor kejseren lod dem henrette. Katharina er iøvrigt skytshelgen for filosoffer og studerende. Hun fik også omvendt kejserens hustru og 200 af hans soldater, og til sidst besluttede kejseren, at det kunne være nok, og dømte hende til henrettelse ved et marterhjul. På mirakuløs vis brød hjulet imidlertid i to stykker, da Katharina var spændt fast til det, og derfor blev hun i stedet halshugget med et sværd. Hun fremstilles derfor på billeder med de to attributter hjul og sværd. De 51 figurer i Fama-koncerten bærer derimod på ting fra den moderne kvindes hverdag, en pande, en nål, en telefonsvarer. Måske de ting, som kvinder idag bliver martret ved? Her er hvad Kirsten Justesen selv skriver om værket. Læs mere om Katharina her og se et billede her.

I dag er det Kyndelmisse, og dermed er halvdelen af vinteren gået. Kjørmes betyder Kyndelmisse, som betyder Lysmesse. I rigtig gamle dage, da Danmark var katolsk, blev der holdt lysprocessioner på denne dag. Der knytter sig også mange vejrvarsler til Kyndelmissedag. Således dette: hvis det blæser, så 18 kællinger ikke kan holde den 19., forsvinder kulden snart. I dag var det tøvejr, hvilket lover for, at høsten bliver god. Læs mere om Kyndelmisse og traditioner på historie-online.

På Fyn skulle det efter sigende være en gammel tradition at spise pandekager denne dag. Ikke dårligt. Måske man skulle indlede sin egen lille traditionelle pandekage-lysfest...

Det er vist ikke gået mange forbi, at vi har fået en ny prins Christian Valdemar Henri John. Der har ikke været mange prins John'er i historien. Den mest berømte er ham fra Robin Hood - som faktisk bygger på en virkelig person: John Lackland, Richard Løvehjertes yngre bror, som forsøgte at tage magten, mens Richard var på korstog 1190-1194. I historiebøgerne har han også et lidt blakket ry, her er han også kendt som Soft-sword. Lackland hedder han, fordi han som yngste søn ikke kunne forvente at arve land (på dansk Johan Udenland). Han blev dog konge af England 1199-1216, og i virkeligheden var han nok hverken værre eller bedre end de fleste middelalderkonger. Den anden prins John er "the lost prince", som levede 1905-1919. Han var yngste søn af George V, og blev gemt af vejen, fordi han led af både epilepsi og aspergers, samt formentlig kæmpevækst. Hans mor, dronning Mary (!), elskede ham dog højt og besøgte ham tit. Lad os ønske for den lille, at der er langt mere held ved at være opkaldt efter en rar og borgerlig matematikprofessor!

I aften sender DR1 anden del af Henrik VIII. I første del slog han de første to koner ihjel, nu kommer turen så til Jane Seymour og de næste... Jeg skal tidligt op i morgen, så jeg må nok få det optaget, for alle render rundt i de mest fantastiske kostumer. Der er mennesker, der vier det meste af deres liv til 1500-tallets tøj - se bare her og her.