Så er det blevet oktober, og jeg har ikke fået skrevet et eneste have-indlæg i denne sæson. I år har jeg ellers startet ny have - fortrinsvis i krukker, eftersom de få kvadratmeter midtsjællandsk jord, der hører til vores nye hjem, er brolagt med mursten. De fleste af krydderurterne har klaret sig lidt skuffende, men mon ikke vejret har en stor del af skylden for det?
Derimod klarede kvanen sig fint i krukke. Nedenstående eksemplar købte jeg som "spæd" på Øm kloster for et par år siden og plantede ud i haven i Skanderborg. Da vi flyttede i vinter, gravede jeg rodklumpen op og lod den stå i en spand i skuret i flere måneder, men det fandt den sig pænt i.

Kvanen er den til højre. Den ligner nærmest skvalderkål i overstørrelse, bortset fra blomsterskærmene, som er forunderligt kuglerunde.
Det er en hårdfør, gammel ting, dyrket af vikingerne og af nordboerne på Grønland. Den kan spises - se de mange opskrifter i dette indlæg hos Saga.
Planten blomstrer andet år og så visner den væk. Jeg har gemt nogle af frøene og forsøgt at så dem, for jeg har læst i The Herb Bible, at de ikke bevarer spireevnen ret længe. Det ser imidlertid ud til, at fuglene godt kan lide frøene - ihvertfald er der nogen, der har rodet jorden i potten op, så nu må vi se, om der bliver planter ud af det.
Opdatering: mere om kvanen den følgende sommer her.